Røde øjne


Typiske gener og løsninger:


Mange, som arbejder ved en computerskærm til dagligt, døjer med røde øjne.

Det kan være belastende for dine øjne at se på en skærm i længere tid. Røde øjne kan skyldes flere ting.

I de fleste tilfælde er det ikke alvorligt, og kan gå væk af sig selv – og det kan du hjælpe med.  


Problemet er som regel at:

  • Du blinker mindre foran skærmen. Når vi arbejder foran en computerskærm, blinker vi to til tre gange mindre end normalt (normalt er det 10-20 gange i minuttet).

    Når vi blinker mindre, vedligeholder vi ikke den naturlige fugtighed som øjet plejer at få, og det kan føre til røde og irriterede øjne.

    Specielt ved computerarbejde koncentrerer vi os ekstra meget, og glemmer derfor ofte at blinke. 


  • Der mangler lys på dit bord (til når du f.eks. har brug for at se på papirer, skrive mv). Det giver trætte øjne og i nogle tilfælde hovedpine.

    For meget sollys som kommer ind gennem vinduet, eller for meget lys i rummet kan også give røde øjne.


  • Indeklimaet på kontoret er dårligt. Jo lavere luftfugtighed, jo større problemer kan det give omkring røde øjne. 


Løsninger:

  • Hold små pauser. Kig eventuelt ud ad vinduet i et par minutter og fokusér på noget der er langt væk. Når du fokuserer på noget som er længere væk, får øjet en pause, da øjenmusklerne så slapper af.

    Hold pauserne regelmæssigt – hellere korte og hyppige pauser end lange og færre.


  • Lav øjenøvelser. En øvelse kunne være, at du holder en kuglepen så tæt på øjnene at du lige kan fokusere på den. Find noget skrift langt væk (det kan både være på en væg eller et billede), og skift frem og tilbage mellem de to punkter nogle gange.

    Gentag gerne øvelserne et par gange om dagen.


  • Undgå lav luftfugtighed. Er der en høj temperatur i rummet (som giver lav luftfugtighed), kan det øge risikoen for røde øjne.


  • Tilpas din skærm. Sørg for at lysstyrken på skærmen er den samme som lyset omkring dig, så du undgår at overbelaste dine øjne.

    Din skærm bør desuden også være placeret korrekt foran dig og dit synsfelt.


  • Brug en bordlampe hvis du har behov for det. Sørg for at du har den rigtige mængde belysning på din arbejdsplads.

    Dårlige lysforhold kan medføre upraktiske arbejdsstillinger, trætte og røde øjne og hovedpine.

    Placer din bordlampe således, at lampen kaster lyset ind fra den side, der er modsat den hånd, som du skriver med. På den måde skygger du ikke for dig selv.


  • Undersøg om du eventuelt har brug for skærmbriller. 

 

Hvis du glemmer at lave øvelser, kan du eventuelt få hjælp fra en fast pop-up reminder, som du indstiller i Outlook.

Ønsker du personlig rådgivning, så ring endelig til os på 56 65 01 45.