Hjerte-kar-sygdomme


Hvordan fungerer hjertet og blodet, der pumpes rundt?
Hjertet pumper blodet rundt i kroppen via kredsløbet. Blodet pumpes væk fra hjertet gennem pulsårerne, hvorved det når ud til alle muskler og organer.

Når de røde blodlegemer har afgivet ilt til de forskellige væv, løber blodet gennem tilbageløbs-blodårerne (venerne) tilbage til hjertet. Derfra pumpes det ud til lungerne, hvor det afgiver kultveilte (CO2) og optager ilt.

Herfra løber det iltede blod atter til hjertet, og så starter det forfra.


Hvad er hjerte-kar-sygdomme?
Hjerte-kar-sygdomme kan være mange forskellige ting:


Forhøjet blodtryk
Blodtrykket afhænger af, hvor stor en kraft hjertet udøver, når blodet pumpes rundt, og hvor stor en modstand, der er i blodkarrene.

Man har forhøjet blodtryk, når blodet bliver presset igennem pulsårerne med et højere tryk end normalt.

Hvis man f.eks. lider af: overvægt, diabetes type 1 og diabetes type 2 (sukkersyge), for fed eller saltholdig kost, misbrug eller mangel på motion.


Blodprop i hjertet
Hjertet er omgivet af kranspulsårerne, som forsyner hjertemusklen med blod og ilt. Hvis der opstår en blodprop i disse kranspulsårer, stoppes blodtilførslen til et område af hjertemusklen.

Det giver ofte kraftige brystsmerter bag brystbenet ofte med udstråling til venstre arm. Det område, der ikke får tilført blod, går til grunde, hvis ikke blodproppen forsvinder hurtigt igen. 

En blodprop i hjertet får man som regel, fordi der i forvejen er åreforkalkning, og dermed en forsnævring i kranspulsåren.


Hjertekrampe
Føles som en knugende, trykkende smerte eller en sammensnørende fornemmelse sædvanligvis bag brystbenet. Smerten kan stråle ud til den ene eller begge arme – som regel den venstre arm – men kan også stråle til hals, kæbe og mave eller ryg.

Hjertekrampe udløses oftest af fysisk anstrengelse eller af psykisk stress, ved kuldepåvirkning eller store måltider. De fleste gange forsvinder smerterne hurtigt, når man holder op med at anstrenge sig, normalt i løbet af to til ti minutter.

Det er ofte de samme grunde til det, som beskrevet under ”forhøjet blodtryk”.